OldTraffor.dk Logo
Udgivet næsten 2 år siden|Kommentar

Kommentar: Er du ved at nå din smertegrænse, Erik ten Hag?

Kan Erik ten Hag endnu en gang rejse sig efter et stort tilbageslag? OldTrafford.dk’s redaktør er i tvivl. Han ligner ikke en manager, der er i balance, lyder det.

Thobias Lisby Hermannsen
Thobias Lisby Hermannsen
Udgivet: 02.09.2024 15:29
Kommentar: Er du ved at nå din smertegrænse, Erik ten Hag?
Kommentar: Er du ved at nå din smertegrænse, Erik ten Hag?

Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.

Pressemøder er altid stedet, hvor pressede fodboldtrænere implicit besvarer de store ubesvarede spørgsmål. Føler du dig sikker i din position? Har du troen på, at du kan vende tingenes tilstand?

Det besvarer de ikke nødvendigvis med ord, men snarere med deres udstråling og evne til at håndtere kritiske spørgsmål fra dygtige journalister. Viser de ganske enkelt overskud?

Det synes jeg ikke, at Erik ten Hag har gjort i denne weekend. Han ligner derimod en manager, der er ved at tabe pusten. Og det er virkelig kritisk, når vi er tre kampe inde i den nye Premier League-sæson, og han netop har forlænget sin kontrakt som United-manager frem til sommeren 2026.

Pressemødet efter gårsdagens smertelige nederlag var formentlig det sted på kloden, Erik ten Hag mindst ønskede at befinde sig netop der. Det er svært at vise overskud efter et 0-3-nederlag – det anerkender jeg. Men jeg synes allerede den uheldige udstråling og retorik startede i fredags, da der var pressemøde forud for søndagens kamp.

Her blev den 54-årige manager spurgt, om det nu er slut med undskyldninger, set i lyset af at klubben har haft et meget flot transfervindue (spørgsmålet er lidt karrikeret gengivet af mig). Erik ten Hags svar var, at United er den klub i England, der har vundet næstflest trofæer i løbet af de seneste to sæsoner. Holdet har derfor allerede præsteret, var argumentet.

Selvsikker Erik ten Hag: »Vi har allerede præsteret«

Det kan man da kalde selektiv udvælgelse af fakta, så de passer ind i ens eget narrativ. For mig fremstår det tonedøvt. Erik ten Hag har netop haft ansvaret for Manchester Uniteds dårligste sæson i Premier League nogensinde.

Havde han da så bare bakket de selvsikre udtalelser op med en taktisk magtdemonstration mod arvefjenderne fra Liverpool og deres nye hollandske manager Arne Slot, kunne jeg acceptere den virkelighedsfjerne argumentation. Men det gjorde han som bekendt ikke. Der skete det stik modsatte. Erik ten Hag blev klædt af fra top til tå af sin landsmand i løbet af de 90 minutter.

Og så tilbage til pressemødet efter kampen. For hvad var Erik ten Hags sikkerhedsberedskab, da en journalist gik kritisk til ham og retfærdigt spurgte, om managerens tilgang i virkeligheden er det store problem? Det var naturligvis at henvise til, at Manchester United er den klub i engelsk fodbold, der har vundet næstflest trofæer i løbet af de seneste to sæsoner. Herefter bad Uniteds manager om et nyt spørgsmål fra en ny journalist.

For at gøre det endnu mere bizart, var det åbenbart også nødvendigt for Erik ten Hag at påpege, at han altså ikke er Harry Potter. Komisk reference.

Er det en manager i balance, der optræder foran pressen på den måde? Ikke hvis du spørger mig. Og det undrer mig lidt. Jeg troede netop, at Berrada, Ashworth og Wilcoxs ankomst ville give ro og overskud til vores manager.

Her er hierarkiet i Manchester United

Jeg har hele tiden været fortaler for Erik ten Hag. Jeg har forsvaret ham utallige gange. Men jeg er så småt ved at miste troen på ham i Manchester United. Og det skyldes primært, at han selv har mistet troen. Det er i hvert fald det, jeg udleder af hans optræden på weekendens pressemøder. Det ligner, at han er ved at nå smertegrænsen.

Det er der ikke noget at sige til. Samtlige managers efter Sir Alex Ferguson har også mødt muren. Og Erik ten Hag har taget flere opgør og stået over for større udfordringer og tilbageslag end de fleste.

4-0-nederlag til Brentford, fratagelse af Harry Maguires anførerbind, offentlige fejder med Ronaldo og Sancho, 0-7-nederlag til Liverpool, pinligt Champions League-exit, lang salgsproces af klubben, en historisk dårlig Premier League-sæson og vedvarende rygter om en fyring i pressen. Og så har jeg helt sikkert ikke engang fået det hele med.

Forhåbenligt maler jeg bare fanden på væggen ovenpå en hård søndag. Men Erik ten Hags nuværende udstråling giver mig ikke ro i maven som United-fan.