Albert Joseph Scanlon kom til United i 1950 på en amatørkontrakt. Det betød, at han spillede fodbold for klubben, men også skulle arbejde med vedligeholdelsesopgaver og lignende. For eksempel var han med til at male Old Trafford i forbindelse med dens genopbygning efter at være blevet bombet under Anden Verdenskrig.

I december 1952 blev han professionel og kunne lægge malerpenslen fra sig. Og han deltog herefter i de to første triumfer i FA Youth Cup, som United vandt 5 år i træk.

Her var den 3 uger ældre David Pegg også med, og de forsøgte begge at slå igennem på venstrekanten på Uniteds førstehold. Det var dog Pegg, der som 17-årig fik chancen og kom til at spille regelmæssigt. Og når han ikke spillede, var det ofte veteranen Jack Rowley, der blev bragt i spil, selvom han tidligere havde spillet i en mere central rolle.

Derfor måtte Scanlon vente til december 1954, før han som 19-årig fik debut i en 2-1 sejr mod Arsenal. Herfra spillede han 14 kampe og scorede 4 mål indtil sommeren 1955.

Scanlon fik dog kun 11 kampe på tværs af de næste to sæsoner. Her vandt United mesterskabet begge gange, men Scanlons 5 og 6 kampe var dengang ikke nok til at få en medalje.

Imens var David Pegg blevet stamspiller igen og spillede hele 52 kampe i den anden af de to mesterskabssæsoner. Her fik han også debut for det engelske landshold, selvom det kun blev til den ene kamp.

Gennembrud på det værst tænkelige tidspunkt

Tendensen fortsatte i begyndelsen af 1957/58, og Scanlon blev ifølge The Guardian sat i forbindelse med et muligt skifte til Arsenal.

Men i december 1957 ændrede alt sig. Scanlon havde imponeret med 8 mål for reserveholdet og blev først kaldt op for at spille på højrekanten i stedet for en skadet Johnny Berry. Men til en kamp mod Leicester havde Busby lavet tre markante ændringer.

18-årige Kenny Morgans fik debut og spillede på højrekanten. 20-årige Bobby Charlton startede ved siden af, selvom han kun havde spillet 4 kampe den sæson, 3 af dem endt i nederlag. Og 22-årige Scanlon fik nu endelig chancen til venstre, mens Johnny Berry, Billy Whelan og David Pegg var sat af og nu måtte spille for reserverne.

Scanlon og Charlton grundlagde 4-0 sejren med hver deres første sæsonmål. Og den nye trio var med i en stime på 11 kampe uden nederlag, til og med udekampene mod Arsenal d. 1. februar 1958 og Røde Stjerne fire dage senere.

Arsenal-kampen er flere steder fremhævet som én af de bedste kampe nogensinde i engelsk fodbold. Her var United foran 3-0 ved pausen, og Scanlon var direkte involveret i to af målene. I anden halvleg kom Arsenal tilbage på 3-3, inden United kom foran 5-3, igen med Scanlon som bagmand til et mål. Til sidst fik Arsenal reduceret til 5-4.

Arsenals højre back Stan Charlton har siden omtalt kampen som den sværeste, han spillede, og fansene syntes at blive på stadion længe efter slutfløjtet. Ifølge Scanlon hev fat i ham umiddelbart efter kampen og bad ham gå tilbage på banen og hen til Arsenal-backen.

– Ingen flytter sig, ingen flytter sig (tilskuerne, red). Du må hellere gå derud igen og hjælpe ham (Stan Charlton, red), for han har heller ikke flyttet sig. Han prøver stadig at finde ud af, hvor du blev af!

Overlever og med i ny genopbygning

Pegg og Scanlon var begge med i flyet til Beograd, selvom det kun var Scanlon, der kom til at spille kampen. På vej hjem styrtede flyet som bekendt efter en mellemlanding i München, og Pegg var en af 8 spillere, der døde som følge af det.

Scanlon kunne efterfølgende godt huske, hvad der skete op til selve ulykken. Hvordan piloterne afbrød to igangsætninger og påbegyndte en tredje. Og hvordan spillerne først sad og hyggede sig med kortspil, men herefter blev så urolige, at flere traf den fatale beslutning at rykke bagud i flyet.

Men han huskede intet fra selve ulykken, der kostede ham et kraniebrud, brækket skulder, brækket ben og nyreskader. Da han vågnede på hospitalet i München, lå der en sygeplejerske oven på ham, mens de var i gang med at operere ham i hovedet. Han var indlagt i 9 uger i alt og fik undervejs de dårlige nyheder om, hvad der var sket med hans holdkammerater.

Scanlon kom sig hurtigere end ventet og stillede til start i den første kamp i 1958/59-sæsonen. Og ligesom han som ung havde været med til at genopbygge Old Trafford, var han nu også en vigtig brik i genopbygningen af Uniteds trup. For han spillede samtlige kampe den sæson, hvor han scorede 16 mål og medvirkede kraftigt til Uniteds overraskende 2.plads.

Det gjorde holdkammeraten Freddie Goodwin også. Han havde ikke været med i Beograd og var den eneste, udover Scanlon, til at spille samtlige kampe den sæson. Han er i øvrigt nummer 34 på listen af spillere af egen avl.

Året efter var det dog slut for Scanlon, hvis psykiske mén fra ulykken viste sig at være værre end hans fysiske. Først havde han slet ikke kunnet se meningen med at trække den røde trøje over hovedet igen. Men han blev altså i sidste ende overtalt til at spille videre.

I alt spillede han 127 kampe for United og scorede 35 mål.

Privatliv og offentlig kritik

Ting uden for banen var begyndt at fylde for meget til Busbys smag. I 1960 blev Scanlon far uden for sit ægteskab, og det var ikke noget, man så let på dengang. Kort tid efter skiftede han til Newcastle for 18.000 pund.

Her kom han til at spille under én af sine forgængere på Uniteds venstrekant, . Af ukendte årsager er der opstået en historie om, at Mitten faktisk var Scanlons onkel. Denne relation er nedskrevet flere steder og klæber til begge spillere, når man læser om dem i bøger og på nettet. Men det passer slet ikke, ifølge journalist Andy Mitten, der selv er barnebarn til Charlie Mittens bror Sam.

Scanlon har siden kritiseret klubben for dens håndtering af de overlevende. Denne kritik er også kommet fra Johnny Berry og eller deres pårørende. Begge måtte også flytte fra deres hjem, som nu skulle bruges til nogle af de nye spillere, der kom til.

Busby kritiserede han også for at have haft travlt med at skille sig af med overlevere fra München. Heriblandt ham selv, målmand Ray Wood, Kenny Morgans og .

Men flere medier påpeger Scanlons affære og barn uden for ægteskabet som noget, der simpelthen bare var uacceptabelt og uforeneligt med at spille for Busby og United. Og derfra var der ingen vej tilbage.

I Newcastle startede Scanlon uheldigt med et kompliceret benbrud, og derfor blev opholdet ikke den ønskede succes for nogen af parterne. Herefter fulgte ophold i Lincoln City og Mansfield Town, inden han sluttede karrieren i 1966.

På trods af sit uheldige karrieforløb fik Scanlon i 2014 en vej opkaldt efter sig i Salford, Greater Manchester: Scanlon Lane. Han var død 5 år tidligere, i 2009.

Året før var han taget til Moskva sammen med andre München-overlevere for at overvære Champions League-finalen mellem United og Chelsea. Her deltog også , Harry Gregg og Sir Bobby Charlton.

Denne artikel er 21. del af serien “Jagten på nummer 251”

Serien indeholder også:

Nr. 29 – 

Nr. 28 – 

Nr. 27 – 

Nr. 26 – 

Nr. 25 – 

Nr. 24 – 

Nr. 22 – 

Nr. 20 – 

Nr. 18 – 

Nr. 17 – 

Nr. 16 – 

Nr. 11 – 

Nr. 9 – 

Nr. 8 – 

Nr. 7 – 

Nr. 5 – 

Nr. 4 – 

Nr. 3 – 

Nr. 2 – 

Nr. 1 –