Foto: Don Morley/Allsport – Getty Images

Den 1. januar 1953 var det ikke kun Wilf McGuinness, der kom til United. Det gjorde Robert “Bobby” Charlton også, 15 år gammel.

Her var storebror Jack Charlton få måneder fra at få sin debut i Leeds. Og imens havde morens fætter, Jackie Milburn, vundet de seneste to FA Cup-finaler med Newcastle. Han scorede endda begge mål i 1951-finalen, i en 2-0 sejr over Blackpool.

Så der var rigeligt med rollemodeller for unge Bobby. Der var dog ingen, der påvirkede ham mere end den ét år ældre Duncan Edwards, som førte United til sejr i den første FA Youth Cup-finale få måneder efter Bobbys ankomst.

Året efter var Bobby selv med på holdet og vandt turneringen tre år i træk. To af gangene som målscorer i finalerne.

Undervejs blev han også indkaldt til militæret og aftjente sin værnepligt samme sted som Edwards. Og stortalentet fra Dudley tog godt imod sin yngre kollega og sørgede blandt andet for, at han fik en ordentlig seng at sove i.

Lidt senere fik Bobby også gjort nytte af et godt forhold til en befalingsmand, der kørte ham til og fra Uniteds kampe mod til gengæld at få nogle billetter.

Hård konkurrence

Mens fysisk stærke spillere som Edwards og McGuinness fik debut i 16-17 års alderen, gik der længere tid for teknikere som Eddie Colman og Bobby Charlton. Colman var 19 år, da han fik debut, og for Bobby kom chancen den 6. oktober 1956, fem dage før hans 19 års fødselsdag.

Der var dog også usædvanlig hård konkurrence som én af de tre centrale spillere i datidens 5-mandsangreb. For de tre roller var stærkt besat af Billy Whelan, Tommy Taylor og Dennis Viollet, der tilsammen scorede hele 93 mål i 1956/57.

Der skulle da også en landskamp til, før han fik chancen. Taylor skulle spille for England, og derfor var der endelig plads til Bobby. Her undlod han at fortælle Matt Busby, at han egentlig var ankelskadet, og så scorede han to gange i 4-2 sejren mod Charlton Athletic. En stjerne var født.

I sine første 12 kampe scorede han 11 gange, blandt andet med et hattrick i den omvendte kamp mod Charlton Athletic. 5 mål i 2 kampe mod den klub, der ironisk nok bærer hans efternavn.

Siden udlignede han også til 2-2 mod Real Madrid i Europa Cup-semifinalen. Det var dog ikke nok til at nå finalen i klubbens første europæiske kampagne nogensinde.

Men med 12 mål i 17 kampe havde han unægteligt gjort det sværere for Busby at se bort fra ham.

Gennembruddet og den store tragedie

Den næste sæson dog ikke så godt for Bobby. Han spillede kun fire kampe frem til midten af december, og United tabte tre af dem.

Uden Bobby havde klubben nu en stime af fire kampe uden sejr, og så fik han chancen i en decemberkamp mod Leicester City. Det var også tilfældet for samt debutanterne Harry Gregg og Kenny Morgans.

Scanlon og Bobby scorede begge i 4-0 sejren, hvor man begyndte en stime på 10 ubesejrede kampe. Her var der blandt andet tale om en 2-1 sejr hjemme over Røde Stjerne, en 7-2 sejr over Bolton, hvor Bobby scorede et hattrick, samt en utrolig 5-4 sejr over Arsenal. Og Bobby scorede 10 mål i de 10 kampe.

Han fortsatte også storformen i den næste kamp, hvor han med to mål sikrede en 3-0 føring på udebane mod Røde Stjerne. Kampen endte 3-3, men det var stadig nok til at gå videre til semifinalen mod AC Milan.

Desværre styrtede flyet som bekendt under hjemturen. Og selvom Bobby overlevede, var han hårdt ramt af holdkammeraternes alt for tidlige død. Særligt Duncan Edwards, som han ‘elskede og beundrede’.

Han sad på bænken, da United 14 dage senere vandt 3-0 over Sheffield Wednesday i FA Cup. Og yderligere 14 dage senere var han selv klar til at spille. Men rollen som det lovende talent var nu ændret til, at den kun 20-årige Bobby skulle være en absolut bærende spiller.

Det ansvar levede han dog fint op til, for eksempel da han med tre mål sikrede en samlet sejr i FA Cup-semifinalen mod Fulham. Han ramte også stolpen i finalen mod Bolton, men tættere kom man ikke i nederlaget på 2-0.

Busbys mand og superstjerne

I den næste sæson gik Bobby for alvor forrest og scorede 29 mål i 39 kampe, mens United overraskende blev nummer to i ligaen.

Holdets niveau dalede dog over de kommende sæsoner med to 7. pladser, en 15. plads og en 19. plads. Imens blev flere overlevere fra München solgt, blandt andre og . Bobby var dog stadig i centrum af Busbys planer.

Selvom man var tæt på nedrykning med 19. pladsen i 1963, lykkedes det alligevel at vinde FA Cup med en finalesejr på 3-1 over Leicester City.

Det blev startskuddet til endnu en gylden periode med en andenplads året efter, fulgt af to mesterskaber på tre år. Nyerhvervelsen vandt prisen som Europas bedste i 1964, men Bobby fulgte efter med kåringen i 1966, efterfulgt af 2.pladser i 1967 og 1968.

I sidstnævnte endte han bag holdkammeraten George Best, og sammen dannede de tre den såkaldte ‘United Trinity’, der er udødeliggjort med en statue foran Old Trafford.

Undervejs var han også med til at vinde både VM og mesterholdenes Europa Cup. Dermed startede han en eksklusiv klub af spillere, der har vundet alle tre: VM, Europa Cup/Champions League og Ballon d’Or.

Siden er dette kun lykkedes for Gerd Müller, Franz Beckenbauer, Paolo Rossi, Zinedine Zidane, Rivaldo, Ronaldinho, Kaká og Lionel Messi.

To store triumfer på Wembley

Bobby var 20 år gammel, da han fik debut for England i april 1958. To og en halv måned efter flyulykken. Og ved VM i 1966 spillede han alle kampene, da England gik ubesejret gennem turneringen på hjemmebane.

I gruppespillet scorede han det første mål i 2-0 sejren over Mexico, og i semifinalen scorede han begge mål i 2-1 sejren over Portugal. Derfor endte han også med at være med på turneringens hold, mens de fleste medier peger på ham, Franz Beckenbauer eller Eusébio som turneringens bedste spiller.

Sidstnævnte gjorde det da også spændende i semifinalen med et reduceringsmål med under ti minutter igen. På et straffespark, begået af Jack Charlton. Portugal fik dog ikke udlignet, og Eusébio kom også til kort i den efterfølgende Ballon d’Or-kåring. Her blev han nummer to med 80 points, mod Bobbys 81.

I 1968 stod Bobby og Eusébio over for hinanden igen, denne gang i mesterholdenes Europa Cup-finale, som ligeledes blev spillet på Wembley. Bobby var nu Uniteds anfører, godt 10 år efter ulykken i München.

Han satte også United i gang med scoringen til 1-0 tidligt i anden halvleg. Benfica fik dog udlignet, men så gjorde United kort proces i den forlængede spilletid med tre hurtige mål fra George Best, Brian Kidd og endnu et fra anføreren.

Som de to eneste tilbageværende fra flyulykken kunne Bobby og nu omfavne hinanden og lade følelserne få frit løb.

Nedtur og ødelagte relationer

Året efter nåede United semifinalen i Europa Cup, men i ligaen vandt man kun 3 kampe ud af 16 mulige fra november til midten af marts. Man blev derfor kun nummer 11, og Matt Busby trådte tilbage.

Samtidig voksede der også en fejde mellem stjernerne Bobby Charlton og George Best.

– Jeg forstår ham bare ikke. Hvorfor spiller du fodbold? Det er din pligt at give dit bedste for de mennesker, der kommer og støtter dig, men det ser han ikke, sagde Bobby om Best i 1973.

Imens syntes Best, at Bobby var gammeldags og repræsenterede fortiden. Og han ville ikke indordne sig sin anførers idé om, hvordan en United-spiller bør opføre sig.

En erfaren træner havde måske løst situationen. Men under og Frank O’Farrell fik fejden lov til at fortsætte, og United endte på 8.pladsen tre år i træk og deltog ikke i europæisk fodbold i syv sæsoner.

I 1972 blev der spillet en testimonial-kamp til ære for Bobby. Her var Best ikke med, officielt på grund af en skade. Men han har senere erkendt, at han valgte at udeblive, da det ville have været hyklerisk at deltage.

Parterne var nærmest ikke på talefod, og det kan nok ikke undgås, at det også har haft en negativ påvirkning på spillet. Derfor er det også næsten ironisk, at de har fået lavet en statue sammen. Her er det dog Denis Law, der står i midten.

Bobby og Law stoppede begge i United i sommeren 1973. Best fortsatte i klubben indtil 1974, hvor United rykkede ned for første gang i 37 år.

Eftermælet

Fejden med Best var ikke Bobbys eneste problematiske relation. Han brød også med sin mor Cissie, da hun og hustruen Norma havde et anstrengt forhold. Og da Jack Charlton tog morens parti, endte de to brødre også i strid med hinanden.

Dette fylder dog kun lidt i fortællingen om legenden, der ofte nævnes som en personificering af Uniteds værdier.

Han blev i 1994 udnævnt Sir Bobby Charlton. Tidligere havde han også modtaget hæderstegnene OBE og CBE.

Han slog mål – og kamprekorder for både England og United. For England blev hans 106 landskampe og 49 mål slået af Bobby Moore og Wayne Rooney, mens Peter Shilton og Harry Kane har rekorderne i dag.

I United slog Rooney også hans rekord på 249 mål, mens kun Ryan Giggs har overgået hans 758 kampe.

Til sidst blev han ramt af demens og døde i 2023 – ti dage efter sin 86 års fødselsdag.

Denne artikel er 27. del af serien “Jagten på nummer 251”

Serien indeholder også:

Nr. 40 – 

Nr. 39 – 

Nr. 38 – 

Nr. 36 – 

Nr. 35 – 

Nr. 33 – 

Nr. 29 – 

Nr. 28 – 

Nr. 27 – 

Nr. 26 – 

Nr. 25 – 

Nr. 24 – 

Nr. 22 – 

Nr. 20 – 

Nr. 18 – 

Nr. 17 – 

Nr. 16 – 

Nr. 11 – 

Nr. 9 – 

Nr. 8 – 

Nr. 7 – 

Nr. 5 – 

Nr. 4 – 

Nr. 3 – 

Nr. 2 – 

Nr. 1 –