Foto: Hutchinson/Mirrorpix/Getty Images

Michael John “Johnny” Giles (til højre) voksede op i Dublin, i samme distrikt som Uniteds irske angriber Billy Whelan.

Giles kom første gang til United som 14-årig og var selv rejst dertil med færge og tog. To år senere blev han købt fri af sin klub for 10 pund, og han gik som ung United-spiller i skyggen af Whelan, Duncan Edwards, Tommy Taylor m.fl., der kort efter led en tragisk skæbne i flystyrtet i München.

Ulykken skabte derfor en åbning for 18-årige Giles, der i 1959 fik sin debut i et 5-1 nederlag mod Tottenham. De følgende tre sæsoner fik han godt med spilletid, oftest i trøje nummer 8. Det var Whelans gamle nummer og rolle som den såkaldte inside right. Imens var Bobby Charlton hans typiske makker i rollen som inside left.

Han nåede dog aldrig samme målsnit som hverken Charlton eller landsmanden Whelan. Det blev nemlig kun til 13 mål i 115 kampe for United.

Højdepunktet i hans United-karriere var utvivlsomt FA Cup-finalen i 1963, hvor klubben vandt sit første trofæ efter München med en 3-1 sejr over Leicester City. Her var han involveret i begge David Herds mål, til 2-0 og 3-1.

Generelt havde det dog været en meget skuffende sæson for klubben med en 19.plads i ligaen, men også for ham personligt. Siden et 3-1 nederlag til Tottenham i FA Cup-semifinalen året før følte Giles, at Busby ikke længere troede på ham. Giles spillede dog stadig 42 kampe i 1962/63, men det var næsten udelukkende på højrekanten, hvor han tidligere havde haft en mere central rolle.

Imens blev trøje nummer 8 nu brugt af folk som Denis Law, Nobby Lawton, Phil Chisnall og særligt Nobby Stiles. Sidstnævnte tog ikke kun pladsen og trøjen fra Giles. Han endte også med at tage Johnnys søster, Kay Giles, som han giftede sig med i juni 1963.

»Jeg kommer til at hjemsøge ham«

Giles oplevede fortsat, at Busby frøs ham ud af United, og han indgav i 1963 et ønske om at forlade klubben. Dette sagde Busby ja til, og det gjorde da også, at 7-tallet og højrekanten var ledig til en vis George Best, der fik sin debut i september samme år.

Kort forinden var Giles skiftet til Leeds for ca. 35.000 pund, og her blev han genforenet med Freddie Goodwin, der havde lavet samme skifte tre år tidligere.

Leeds var på dette tidspunkt kun at finde i den næstbedste række, men de rykkede op i Giles’ første sæson og blev nummer to i den bedste række året efter. Her var det hans gamle klub, Manchester United, der blev mestre, men kun på en bedre målforskel end oprykkerne fra Leeds.

Dette blev starten på en gylden periode for Yorkshire-klubben med top 4-placeringer i 10 sæsoner i træk i den bedste engelske række. To af sæsonerne endte oven i købet med engelske mesterskaber, mens man også vandt Liga Cup og var i hele fire FA Cup-finaler. Her vandt man dog kun den ene.

I Leeds blev Giles slet ikke brugt så offensivt, som han gjorde på Old Trafford. I stedet brugte Don Revie ham primært på den centrale midtbane i et solidt makkerskab med Billy Bremner.

Giles er også siden blevet karakteriseret som en hård spiller. Til det har han udtalt, at han fik flere grimme skader som ung og besluttede, at han måtte udvikle sig og blive mere hård. Han måtte være en løve frem for at være et lam.

Da ireren forlod Old Trafford i 1963, sagde han til sin kone, at han ville komme til at “hjemsøge” Busby. Det er ikke til at vide, om Busby nogensinde følte sig hjemsøgt. Men ifølge svogeren Nobby Stiles har Busby fortalt, at hans største fejl var at skille sig af med Giles, der ved UEFA Jubilee Awards i 2004 blev kåret som den bedste irske spiller i 50 år.

Artiklen er 33. del af serien “Jagten på nummer 252”

Serien indeholder også:

Nr. 49 – 

Nr. 48 – 

Nr. 47 – 

Nr. 45 – 

Nr. 42 – 

Nr. 41 – 

Nr. 40 – 

Nr. 39 – 

Nr. 38 – 

Nr. 36 – 

Nr. 35 – 

Nr. 33 – 

Nr. 29 – 

Nr. 28 – 

Nr. 27 – 

Nr. 26 – 

Nr. 25 – 

Nr. 24 – 

Nr. 22 – 

Nr. 20 – 

Nr. 18 – 

Nr. 17 – 

Nr. 16 – 

Nr. 11 – 

Nr. 9 – 

Nr. 8 – 

Nr. 7 – 

Nr. 5 – 

Nr. 4 – 

Nr. 3 – 

Nr. 2 – 

Nr. 1 –