I vores artikel om Sir Bobby Charlton har vi allerede skrevet om ‘United Trinity’ med Bobby Charlton, Denis Law og George Best. Den fænomenale trio, der er udødeliggjort med en statue ude foran Old Trafford.

De blev alle tre blev kåret som Europas bedste spiller i løbet af 1960’erne. En vild bedrift set i lyset af, at Cristiano Ronaldo er den eneste anden United-spiller, der har vundet kåringen.

Og da hverken Denis Law eller Cristiano Ronaldo lever op til kriterierne for at være af ‘egen avl’, er George Best dermed den seneste spiller fra Uniteds akademi til at vinde den eftertragtede Ballon d’Or.

Et naturtalent

Nordirske George Best kom til Uniteds akademi som 15-årig og havde ikke den letteste start i klubben. Han led af hjemve og brugte noget tid på at falde til.

Derudover var han lille og spinkel, og datidens trænere – inklusiv Matt Busby – havde en tilbøjelighed til at vægte fysik meget højt i udtagelsen. Bests udlejer mente også, at han mere lignede en ‘jockey’ (rytter) end en atlet i nogen anden sportsgren.

Én af de første til at blive overbevist om Bests ekstraordinære talent, var Harry Gregg, der døjede med skadesproblemer i starten af 1960’erne og i perioder trænede med ungdomsholdet. Den bedste målmand fra VM i 1958 blev flere gange snydt af den unge Best, der fik sin landsmand til at falde i mudderet og se skidt ud foran klubbens unge talenter.

– Jeg rejste mig og sagde i spøg, at hvis han gjorde det igen, ville jeg brække nakken på ham. Det grinte vi over, og så gik jeg hjem og var chokeret over billedet af denne spinkle fyr med så utrolige evner, sagde Harry Gregg ved en senere lejlighed.

På trods af sin spinkle fysik fik Best også overbevist Busby om at give ham debut på førsteholdet i september 1963, som 17-årig.

I slutningen af debutsæsonen spillede han også en nøglerolle, da United vandt FA Youth Cup kort før hans 18 års fødselsdag. Med sit mål til 1-1 i den første finalekamp mod Swindon Town sikrede han et fint udgangspunkt for United, der vandt den anden kamp 4-1 på Old Trafford efter et hattrick af .

Første mand på holdkortet

Efter sin debut på førsteholdet gik der 3½ måned, før han fik chancen igen. United havde tabt 6-1 på Turf Moor på Boxing Day den 26. december, og to dage efter skulle man spille mod Burnley igen, denne gang på Old Trafford.

Her var Best med i sin kun anden kamp for United, og han brillerede med sit første mål i sejren på 5-1. Da sæsonen var slut, havde han spillet 26 kampe og scoret 6 mål, og United – der var endt som nummer 19 i ligaen året før – sluttede denne gang på 2.pladsen. Det var klubbens bedste resultat siden mesterskabet syv år tidligere.

Året efter gik de skridtet videre og vandt mesterskabet, og endnu ét fulgte i 1967. Og Best spillede en stor rolle i dem begge. Efter sin debutsæson spillede han ikke færre end 43 kampe per sæson i de følgende 8 sæsoner. Og han var også en stor profil scoringsmæssigt med 14, 17 og 10 mål i sine første tre hele sæsoner, inden han scorede hele 32 gange i 1967/68-sæsonen efterfulgt af mellem 21 og 26 mål i de følgende fire. I alt nåede han at score hele 179 gange for United. Kun fire har i skrivende stund scoret flere.

George Bests eftermæle er i høj grad også kommet til at handle om andre ting end fodbold. Ovenstående tal viser dog, at der var tale om en særdeles stabil spiller, som næsten altid var til rådighed og som næsten altid leverede på et meget højt niveau.

Som hans holdkammerat og tætte ven David Sadler sagde engang:

– Hans styrke som spiller var nok, at han ikke havde nogen svagheder. Der var et tidspunkt, hvor han kunne have spillet overalt på banen og ville have været den bedste i den position. Det lyder utroligt, men han kunne gøre alting bedre end alle andre.

Legenden om trøje nummer 7

Sadlers udtalelser vidner om, at Best var en utroligt alsidig spiller, der nemt kunne omstille sig til at præstere i forskellige positioner.

Dette er også underbygget af, at det ofte var Best, der blev flyttet rundt mellem de forskellige roller i offensiven. Når John Connelly, Jimmy Ryan eller Willie Morgan var på holdkortet, var det typisk én af dem, der indtog højrekanten og trøje nummer 7. Dengang var trøjerne nemlig ikke tildelt den enkelte spiller, men passede til de respektive positioner i startformationen.

Imens spillede Best på venstrekanten i nummer 11, eller med trøje nummer 8 eller 10 i en mere central rolle. For han præsterede på et højt niveau, uanset hvor han spillede.

George Best huskes dog særligt for at have optrådt i trøje nummer 7. Det er siden blevet Uniteds mest ikoniske rygnummer, hvilket han i høj grad har bidraget til sammen med Bryan Robson, Eric Cantona, David Beckham og Cristiano Ronaldo.

I virkeligheden spillede han dog kun i denne trøje 140 gange, ud af i alt 470 kampe for United. Han var dog iført 7-tallet i den nok mest ikoniske kamp af dem alle, finalesejren mod Benfica i 1968. Den vender vi tilbage til.

Men faktisk var trøje nummer 11 hans mest anvendte, med 248 optrædender, mens det blev til 42 kampe i nummer 8 og 39 kampe i nummer 10. Én gang spillede han med trøje nummer 9.

El Beatle

George Best var ikke kun en dygtig spiller. Han blev også et ikon og fik en stjernestatus, som det nok kun var The Beatles, der kunne matche. Derudover lod han også sit hår og skæg vokse i en grad, så han også godt kunne ligne et medlem af det berømte band.

I februar 1966 vandt United 3-2 over Benfica i kvartfinalen af mesterholdenes Europa Cup. En flot sejr mod et af Europas bedste hold og den daværende Ballon d’Or-vinder Eusébio. Der herskede dog en tvivl om, hvorvidt 3-2 var en stor nok hjemmesejr mod et hold, som havde været i finalen i fire af de seneste fem sæsoner og aldrig havde tabt en europæisk kamp på hjemmebanen i Lissabon.

Busbys oplæg til kampen handlede om forsigtighed og om at være kompakte og ikke give noget væk i de første 20 minutter. Men Best havde tilsyneladende ikke hørt efter og scorede to gange i det første kvarter, inden United til sidst havde vundet 5-1 og 8-3 i det samlede regnskab.

Præstationen gav genlyd, og da han på hjemturen havde iført sig den største sombrero, han kunne finde, blev den 22-årige superstjerne hurtigt døbt ‘El Beatle’ af pressen.

Semifinalen blev dog endestationen for United og Best i den sæson. Her led Best under en knæskade, som holdt ham ude af returopgøret på Old Trafford samt i det efterfølgende nederlag til Everton i FA Cup semifinalen.

Det store højdepunkt

United rejste sig fra skuffelsen og genvandt som tidligere nævnt mesterskabet i 1967. Den efterfølgende sæson blev dog det helt store højdepunkt for Best, selvom man mistede ligatitlen til naboerne fra Manchester City efter to nederlag i de sidste tre ligakampe.

I mesterholdenes Europa Cup gik man hele vejen og vandt 4-1 over Benfica efter en forlænget spilletid, hvor Best scorede målet til 2-1. Og selvom det kun blev til en 2.plads i ligaen, var der stadig personlig hæder til Best som ligaens topscorer med 28 mål. Kun 5 spillere i Uniteds historie har præsteret flere ligamål i en sæson, så det er et imponerende antal for en spiller, der oftest spiller på kanten.

Han var i øvrigt også Uniteds ligatopscorer i 5 sæsoner i træk, mens han som nævnt også vandt Ballon d’Or og prisen som den bedste spiller i engelsk fodbold.

– Maj 1968 var mildest talt ret speciel for mig. Jeg modtog mit Årets Spiller-trofæ to dage før FA Cup-finalen, hjalp Manchester United med at slå Real Madrid i Europa Cup semifinalen og den følgende uge, den 29. maj, spillede jeg i finalen mod Benfica på Wembley, har Best udtalt.

– Det var en “match of a lifetime”, og vores sejr efter forlænget spilletid betød så meget for os alle, fordi vi vidste, at det var det største ønske for vores ‘boss’, Matt Busby.

Højt at flyve, dybt at falde

– I 1969 stoppede jeg med at være sammen med kvinder og drikke alkohol – det var de værste 20 minutter af mit liv.

Dette legendariske citat beskriver også, hvad George Best var. Han var en superstjerne, en berømthed, i lige så høj grad som han var fodboldspiller. Lidt ligesom en anden nummer 7, David Beckham, ca. 30 år senere.

I vores artikel om har vi også skrevet, at dette førte til sammenstød mellem Charlton og Best, da førstnævnte var mere seriøs omkring fodbolden og mente, at det andet fyldte for meget.

– Jeg forstår ham bare ikke. Hvorfor spiller du fodbold? Det er din pligt at give dit bedste for de mennesker, der kommer og støtter dig, men det ser han ikke, sagde Charlton om Best i 1973.

På dette tidspunkt var Matt Busby stoppet i United, og skiftende nye managers havde haft svært ved at få holdet til at fungere. Best præsterede stadig godt frem til 1972, hvilket 26 mål i 53 kampe er et vidnesbyrd på. Men derfra havde et stort forbrug af alkohol sat sine spor, og han var en skygge af sig selv i sine to sidste sæsoner, til og med nedrykningen i sommeren 1974.

Herefter forlod han klubben og repræsenterede hele 12 klubber indtil det endelige karrierestop 10 år senere.

Eftermælet

På trods af fejden med Charlton var der dog stadig stor respekt imellem de to superstjerner.

– Folk taler stadig om George i dag. Han er en del af deres liv, og for dem var han den perfekte fodboldspiller. Det er der selvfølgelig ingen der er, men der var en tid, hvor han var meget tæt på, har Charlton udtalt.

Det sidste medlem af den berømte trio var også begejstret for sin tidligere holdkammerat.

– Uden at tøve vil jeg placerede ham i det fornemme selskab af Di Stéfano, Puskás, Pelé, Bobby, Eusébio, Greaves, Beckenbauer, Maradona og Cruyff. Så i det store billede gjorde George Best det vel ikke helt dårligt, vel?, har Denis Law sagt.

Alt andet lige spillede George Best sin sidste kamp for United i en alder af kun 27 år. Og han var kun 25 år i 1972 ved afslutningen af hans sidste ‘gode’ sæson. Derfor er historien om Best naturligvis også en historie om, at det kunne være blevet til mere, selvom han bestemt nåede at sætte et helt utroligt aftryk i United.

Best døde i 2005 af nyresvigt grundet komplikationer fra en tidligere levertransplantation. På din dødsseng fik han besøg af både Law og Charlton, og så fik han også medier til at bringe et portræt af ham med sit syge og gullige udseende med teksten ‘don’t die like me’.

Vi vælger dog lige en lidt mere munter afslutning på artiklen med endnu et guldkorn fra den legendariske citatmester.

– Hvis jeg skulle vælge mellem at afdrible fem spillere og score fra 37 meter (40 yards, red) på Anfield eller at duske Miss World, ville det være et svært valg. Heldigvis har jeg gjort begge dele.

Artiklen er 38. del af serien “Jagten på nummer 252”

Serien indeholder også:

Nr. 64 – 

Nr. 62 – 

Nr. 58 – 

Nr. 54 – 

Nr. 53 – 

Nr. 49 – 

Nr. 48 – 

Nr. 47 – 

Nr. 45 – 

Nr. 42 – 

Nr. 41 – 

Nr. 40 – 

Nr. 39 – 

Nr. 38 – 

Nr. 36 – 

Nr. 35 – 

Nr. 33 – 

Nr. 29 – 

Nr. 28 – 

Nr. 27 – 

Nr. 26 – 

Nr. 25 – 

Nr. 24 – 

Nr. 22 – 

Nr. 20 – 

Nr. 18 – 

Nr. 17 – 

Nr. 16 – 

Nr. 11 – 

Nr. 9 – 

Nr. 8 – 

Nr. 7 – 

Nr. 5 – 

Nr. 4 – 

Nr. 3 – 

Nr. 2 – 

Nr. 1 –