Foto: PA Images via Getty Images

James “Jimmy” Ryan voksede op i Stirling, Skotland, og en dag kom en mand fra Celtic og tilbød ham en kontrakt.

Repræsentanten blev dog afvist ved døren, da Ryans far ikke kunne lide den grønne klub fra Glasgow.

Unge Ryan var nedslået over den missede chance, særligt fordi Celtic havde et klassehold, der få år senere begyndte en stime på 9 mesterskaber i træk.

Alt blev dog godt igen, da Jimmy Mathie kort efter inviterede ham til en prøvetræning i Manchester. Mathie arbejdede nemlig som scout for Manchester United og var i øvrigt Matt Busbys stedbror.

Efter en succesfuld prøvetræning blev Ryan undersøgt af en læge, som fortalte ham, at han desværre ikke havde lungekapaciteten til at spille fodbold professionelt. En stor skuffelse for Ryan, som han bar på i fire dage, før han endelig skulle ind til en samtale med Busby.

Manageren stillede ham en masse spørgsmål og talte blandt andet om forventninger og værdien af hårdt arbejde. Ryan lyttede og svarede, så godt han kunne. Men han kunne ikke få lægens ord ud af hovedet og forstod ikke, at Busby slet ikke bragte det op. Først til allersidst sagde han:

– Vi har i øvrigt fået det her fra lægen. Det betyder ingenting.

Svær vej til spilletid

Ryan så særligt op til Denis Law, som havde været en helt for ham, siden han voksede op i Skotland. Derudover blev han gode venner med George Best, og de tog ofte ud i byen sammen. Dog uden at drikke alverden.

– Vi ville tage på en bar, få et par flasker, bruge aftenen på at finde nogle piger. Og når vi tog derfra, ville flaskerne stadig være halvt fyldte.

Selvom han kom godt ud af det med Best, var nordireren også medvirkende til, at Ryan ikke fik mange chancer. De spillede nemlig samme position.

Han fik dog endelig debut i maj 1966 mod West Bromwich. Best havde i øvrigt også fået debut mod The Baggies små tre år tidligere. Oven i købet over for den samme back, Graham Williams.

Kampen endte 3-3, og Ryan blev genvalgt til en 4-1 sejr over Blackburn og en 6-1 sejr over Aston Villa, hvor han selv fik scoret til 3-0 med sit første mål for klubben.

Ryan følte sig ovenpå, særligt over at få lov at spille sammen med idolet Law. Efter at have spillet sæsonens sidste fire kampe, gik der dog 6 måneder før chancen bød sig igen. Det billede gentog sig gennem fem sæsoner, hvor Ryan aldrig fik mere end 9 kampe i løbet af en sæson. 27 kampe blev det til i alt, med 4 mål til følge.

Han var både med til at vinde mesterskabet i 1967 og Europa Cup for Mesterhold året efter. Han spillede dog ikke nogen afgørende rolle i nogle af succeserne, og i jagten på mere spilletid skiftede han til Luton Town i 1970 sammen med holdkammeraten Don Givens, der kun fik 9 kampe og 1 mål for United.

Trænerkarriere

Ryan spillede i Luton Town frem til 1976 og vendte tilbage til dem som træner i 1990. I mellemtiden havde han spillet seks sæsoner i USA, heriblandt også nogle med indendørs fodbold.

Som træner i Luton deltog han også i en indendørs turnering, hvor de faktisk vandt over United. Alex Ferguson kom efterfølgende over og lykønskede Ryan og talte med ham om taktik og hans fortid i klubben.

Den efterfølgende sæson sikrede Ryan, at Luton Town overlevede i den bedste engelske række. I øvrigt med danske Lars Elstrup som topscorer. Det skete dog kun, fordi ligaen blev udvidet fra 20 til 22 hold, og derfor var en 18. plads nok til ikke at rykke ud.

Præstation var dog ikke nok til at undgå en fyreseddel. Ryan var dog kun kommet hjem og var i gang med at lave aftensmad, da telefonen ringede med et jobtilbud fra selveste Alex Ferguson. Og dermed kom Ryan med i trænerstaben i United. Her havde han ansvaret for reserveholdet i et årti og var i perioder også med som assistant omkring førsteholdet.

Inspireret af to ikoniske landsmænd

Jimmy Ryan havde naturligvis set op til Matt Busby gennem sin spillerkarriere, og som træner fandt han en tilsvarende inspiration i Alex Ferguson, der ligesom Busby og ham selv også kom fra Skotland.

– Jeg var med ham (Ferguson, red), da vi spillede mod Tottenham i 2001 og var nede med 3-0 ved pausen. Jeg gik ind i omklædningsrummet og troede, der ville blive smidt rundt med tallerkener og kopper. Det er sket før, har Ryan fortalt.

Han uddybede, at Ferguson og spillerne kom ind kort efter, og der var helt stille. Ferguson hældte en kop te op til sig selv og begyndte at drikke den. Stemningen var anspændt. Ingen sagde noget, og Ryan overvejede, om han skulle tage ordet og bryde den mærkelige tavshed.

Ferguson forblev tavs og gik ind i et lokale ved siden af og kom tilbage nogle minutter senere. Der var nu kun 2-3 minutter tilbage af pausen. Og endelig sagde Ferguson noget.

– Vi laver en ændring. Mikael (Silvestre, red) kommer ind i stedet for Denis (Irwin, red). Okay, få det nu bragt i fucking orden!

Det var alt, der blev sagt. Og da kampen var slut, havde United vundet 5-3.

I den efterfølgende reserveholdskamp spillede United mod Sunderland, og den stod 0-0 ved pausen. Ryan, som var træner for reserverne, sagde ingenting. Han drak bare sin te og ignorerede spillerne, selvom de kiggede efter ham og ventede på, at han talte til dem.

– Kom nu, gør jer klar, sagde han til sidst til sit hold, der gik ud og vandt 1-0. Det var ikke helt det samme, måtte Ryan erkende. Men det var noget.

Artiklen er 43. del af serien “Jagten på nummer 252”

Serien indeholder også:

Nr. 71 – 

Nr. 70 – 

Nr. 69 – 

Nr. 66 – 

Nr. 65 – 

Nr. 64 – 

Nr. 62 – 

Nr. 58 – 

Nr. 54 – 

Nr. 53 – 

Nr. 49 – 

Nr. 48 – 

Nr. 47 – 

Nr. 45 – 

Nr. 42 – 

Nr. 41 – 

Nr. 40 – 

Nr. 39 – 

Nr. 38 – 

Nr. 36 – 

Nr. 35 – 

Nr. 33 – 

Nr. 29 – 

Nr. 28 – 

Nr. 27 – 

Nr. 26 – 

Nr. 25 – 

Nr. 24 – 

Nr. 22 – 

Nr. 20 – 

Nr. 18 – 

Nr. 17 – 

Nr. 16 – 

Nr. 11 – 

Nr. 9 – 

Nr. 8 – 

Nr. 7 – 

Nr. 5 – 

Nr. 4 – 

Nr. 3 – 

Nr. 2 – 

Nr. 1 –