Foto: Evening Standard/Hulton Archive/Getty Images

Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.

I alt er der i skrivende stund tale om 257 spillere, der har taget springet fra akademiet til førsteholdet i United. Inklusive de seneste tre, Jack Fletcher, Shea Lacey og Bendito Mantato.

For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:

• Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
• Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
• Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau

I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.

Nummer 85: Tommy O’Neil

Thomas Patrick “Tommy” O’Neil var født i Liverpool, og som ung viste han store prøver på et stort boldtalent. Det gjorde sig både gældende i forhold til fodbold, men også rugby, og han var udtaget til et engelsk skolelandshold i begge sportsgrene.

Han endte med at vælge fodbolden til og kom til Manchester Uniteds akademi i 1968. Året efter skrev han under på sin første professionelle kontrakt.

Det var en omskiftelig tid for Manchester United. Efter mesterskabet i 1967 og triumfen i Europa Cup for Mesterhold året efter, måtte Sir Matt Busby nøjes med en 11. plads i sin sidste fulde sæson.

Herefter tog Wilf McGuinness over, og han sikrede en 8. plads i 1969/70, umiddelbart en forbedring af forgængerens afslutning.

Hans anden sæson blev dog katastrofal med 4-0 nederlag til både Arsenal og Ipswich, mens han i november startede en stime på ti kampe uden sejr. Herunder to hjemmenederlag på 1-4 og 1-3 til Manchester City og Arsenal med en uges mellemrum i december 1970.

Det efterlod United på 18. pladsen med en målscore på minus ti. Og det fik klubben til at genansætte Sir Matt Busby med henblik på at sikre fremgang og overlevelse i den bedste række.

Debut i Busbys sidste kamp

Fremgangen kom også. United vandt 11 af sæsonens sidste 19 ligakampe og klatrede fra en 18. til en 8. plads i ligaen. Til sidst var man kun tre points fra Southampton, der kvalificerede sig til UEFA Cup. United måtte derfor tage til takke med at deltage i den hedengangne Watney Cup.

Tommy O’Neil var nu blevet 18 år og ventede på at få sin debut. Den kom i sæsonens allersidste kamp mod Manchester City på Maine Road. Det var samtidig også Sir Matt Busbys endegyldigt sidste kamp som manager for Manchester United.

Som nævnt havde United måneder forinden tabt 1-4 til naboerne på Old Trafford. Det blev hurtigt udlignet på udebanen, hvor United førte 3-0 efter kun en halv times spil. Målscorerne var Bobby Charlton, Denis Law og George Best.

Et symptomatisk farvel til Busby med hans United Trinity og tre Ballon d’Or-vindere på måltavlen i hans sidste kamp.

City reducerede herefter, før Best scorede sit andet mål til 4-1. To sene scoringer sørgede dog for, at United kun vandt 4-3 i afskedskampen. En ganske mindeværdig debut for Tommy O’Neil, der spillede hele kampen i højre side af forsvaret og bar trøje nummer 2.

Et farvel til – og gensyn med – Manchester United

Den efterfølgende sæson blev helt anderledes. For det første var Frank O’Farrell klubbens nye manager. For det andet var det med hele 50 kampe til unge O’Neil, der virkelig fik bidt sig fast under ireren.

Historien gentog sig dog. Som under McGuinness blev United også nummer 8 i O’Farrells første sæson. Og han blev fyret i december i den efterfølgende, hvor United lå til nedrykning efter blandt andet at være startet uden sejre i sine første ni ligakampe.

Mens O’Farrells farvel var godt for United, var det dårlige nyheder for Tommy O’Neil, der kun nåede to kampe under efterfølgeren og navnebroren Tommy Docherty. “The Doc” fik i første omgang reddet klubben, men nedrykningen blev bare udskudt og skete i stedet året efter.

O’Neil nåede i alt 68 United-kampe uden at score, og han forlod Old Trafford inden den skæbnesvangre nedrykning. I august 1973 skiftede han nemlig til Southport, og efter fem sæsoner og små 200 kampe endte han karrieren med to sæsoner i både Tranmere Rovers og Halifax Town.

Han huskes som en hårdfør type. I Southport blev han på et tidspunkt sat af holdet af bestyrelsesformand Walter Giller, fordi han fik for mange gule og røde kort. Det fik fansene til at vise bannere med “Tommy IN Giller OUT” i støtte til forsvarsspilleren.

Samtidig siges han også at have haft en “ond venstre fod”, samt at han spillede på et højere niveau end sine holdkammerater på denne hylde. Mens han påbegyndte sin trænerkarriere, gjorde han en stor dyd ud af, at han stadig kunne være med på et fysisk og teknisk højt niveau.

Han endte siden som træner på Manchester Uniteds akademi på forskellige årgange mellem U9 og U16 indtil 2005. Her blev han ramt af en kræftsygdom, der tog livet af ham året efter i en alder af 53 år.

Artiklen er 53. del af serien “Jagten på nummer 258”

Serien indeholder også:

Nr. 82 – 

Nr. 81 – 

Nr. 80 – 

Nr. 79 – 

Nr. 78 – 

Nr. 77 – 

Nr. 76 – 

Nr. 74 – 

Nr. 73 – 

Nr. 72 – 

Nr. 71 – 

Nr. 70 – 

Nr. 69 – 

Nr. 66 – 

Nr. 65 – 

Nr. 64 – 

Nr. 62 – 

Nr. 58 – 

Nr. 54 – 

Nr. 53 – 

Nr. 49 – 

Nr. 48 – 

Nr. 47 – 

Nr. 45 – 

Nr. 42 – 

Nr. 41 – 

Nr. 40 – 

Nr. 39 – 

Nr. 38 – 

Nr. 36 – 

Nr. 35 – 

Nr. 33 – 

Nr. 29 – 

Nr. 28 – 

Nr. 27 – 

Nr. 26 – 

Nr. 25 – 

Nr. 24 – 

Nr. 22 – 

Nr. 20 – 

Nr. 18 – 

Nr. 17 – 

Nr. 16 – 

Nr. 11 – 

Nr. 9 – 

Nr. 8 – 

Nr. 7 – 

Nr. 5 – 

Nr. 4 – 

Nr. 3 – 

Nr. 2 – 

Nr. 1 –