Foto: S&G/PA Images via Getty Images

Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.

I alt er der i skrivende stund tale om 257 spillere, der har taget springet fra akademiet til førsteholdet i United. Inklusive de seneste tre, Jack Fletcher, Shea Lacey og Bendito Mantato.

For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:

• Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
• Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
• Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau

I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.

Nummer 86: Sammy McIlroy

Som sin forgænger på denne liste, Tommy O’Neil, fik Samuel Baxter McIlroy også sin debut på Maine Road. Det skete blot seks måneder senere i en udekamp mod Manchester City i november 1971.

Nordireren var tre måneder før blevet 17 år og havde fået sin første professionelle kontrakt. To år før dette var han kommet til klubben som den sidste nye spiller under Sir Matt Busby.

McIlroy skulle faktisk have spillet reserveholdsderby den dag. Men reserveholdets træner Bill Foulkes fortalte ham, at han ikke var udtaget. I stedet skulle han op og spille med de store.

Det var ikke meget, han fik at vide af Frank O’Farrell før kampen. Kun at han skulle spille i stedet for Denis Law, der var skadet. På vej til banen gik han sammen med George Best.

– Scor et mål i dag, og jeg køber dig en flaske champagne, sagde Ballon d’Or-vinderen fra 1968 til sin 17-årige landsmand.

39 minutter inde i kampen var United i angreb. Best fandt Brian Kidd i højresiden og løb ind i feltet. McIlroy løb med. Kidds indlæg fandt Best, som blev revet omkuld af Tony Book fra City.

Der skulle måske have været straffespark, men i stedet var McIlroy over den løse bold som en høg og sparkede den sikkert i mål. Ifølge McIlroy kom følelsen til at overstige alt, han siden prøvede i sin karriere. Inklusive tre FA Cup-finaler.

– Det var bare utroligt. Med alle spillerne, der kom til mig – Bestie, Bobby, Brian Kidd, Willie Morgen – at de var de første omkring mig, det var utroligt, fortalte han 50 år senere til klubbens hjemmeside.

United måtte dog nøjes med 3-3 efter en sen udligning af Mike Summerbee.

Stamspiller og den store triumf

Sammy McIlroy fik 16 ligakampe i debutsæsonen, men måtte nøjes med ti i den efterfølgende. Herefter stoppede både Denis Law og Bobby Charlton, og efter lidt uregelmæssig spilletid i efteråret blev McIlroy fast mand fra og med december 1973.

Han var derfor også på banen, da George Best den 1. januar 1974 spillede sin sidste kamp for klubben i et 3-0 nederlag til Queen’s Park Rangers på Loftus Road. Og det var nu op til McIlroy at bære den nordirske fakkel videre i Manchester United.

Med spilletid i 25 af sæsonens sidste 27 kampe endte han som delt United-topscorer sammen med Lou Macari. De scorede begge seks mål for et hold, der kun scorede 39 mål i 45 kampe den sæson og rykkede ned for første gang siden 1937.

Sommeren 1974 var et historisk lavpunkt for United, og McIlroy kom til at være én af dem, der skulle bære United videre. Han spillede samtlige 51 kampe i oprykningssæsonen samt 51 ud af 52 i den efterfølgende.

Han var hårdtarbejdende og teknisk dygtig, og så kunne han dække flere forskellige positioner på midtbanen og i angrebet.

Det kom også til udtryk i 1976-77, hvor han spillede 57 af klubbens 59 kampe. Sæsonen kulminerende med FA Cup-finalen mod højtflyvende Liverpool, der allerede havde vundet mesterskabet og kvalificeret sig til finalen i Europa Cup for Mesterhold.

Denne vandt de efterfølgende 3-1 over Borussia Mönchengladbach, hvis mål blev scoret af Allan Simonsen, der endte med at vinde Ballon d’Or.

FA Cup-finalen kunne derfor have sikret dem en historisk Treble, men United vandt 2-1 med alle tre mål scoret i løbet af fem minutter i anden halvleg. Dermed fik United også revanche fra skuffelsen året før, hvor de tabte finalen 1-0 til Southampton fra næstbedste række.

McIlroy scorede ikke i finalen mod Liverpool, men spillede netop på den defensive midtbane, hvor han leverede en utrættelig arbejdsindsats.

Dermed vandt manageren Tommy Docherty endelig en FA Cup-finale i sit fjerde forsøg. Som spiller havde han tabt én med Preston i 1954. Som manager havde han tabt med Chelsea i 1967 og United i 1976.

Enden på det hele

FA Cup-triumfen blev Sammy McIlroys eneste store trofæ. Den efterfølgende Charity Shield-finale mod Liverpool endte 0-0, og da United i 1979 igen kom i en FA Cup-finale, tabte de 3-2. Artiklens foto er fra netop denne kamp.

Modstanderen var Arsenal, der året før skuffende havde tabt 1-0 til Ipswich Town. På mange måder mindede dette om United, der ankom til finalen i 1977 på bagkant af et nederlag til Southampton i finalen året før. Ipswich var dog ikke i den næstbedste række, men blev kun nummer 18 den sæson.

Finalen i 1979 startede planmæssigt for Arsenal, der bragte sig foran 2-0 på et mål af Frank Stapleton, der skiftede til United to år senere.

United fik dog reduceret i det 86. minut på en dødbold, før McIlroy kunne udligne to minutter senere efter at have driblet forbi to Arsenal-spillere. Selvom han nu huserede i en mere defensiv position, kunne han altså stadig finde ud af at sætte en mand.

Desværre for United sluttede det dog ikke her. Arsenal svarede hurtigt igen, da Stapletons angrebsmakker, Alan Sunderland, afgjorde kampen i det sidste minut. Finalen er siden kendt som “Five Minute Final”. Denne betegnelse kunne i virkeligheden også være brugt om finalen to år før.

McIlroy blev i klubben indtil februar 1982 og nåede i alt 419 kampe og 71 mål. Herefter skiftede han til Stoke City for 350.000 pund og var i første omgang med til at redde dem fra en truende nedrykning. I 1985 gik den dog ikke længere, selvom han blev kåret som deres bedste spiller den sæson.

Han skiftede herefter til Manchester City, hvor han spillede kortvarigt. I 1993 sluttede han karrieren efter ophold i svensk og østrigsk fodbold samt i klubber som Bury, Preston North End og Northwich Victoria.

Anfører for Nordirlands succeshold i 1980’erne

På landsholdet debuterede McIlroy i 1974 og nåede hele 88 landskampe, den seneste i 1986. Dermed var han også med i landsholdets mest succesrige periode nogensinde, startende med ansættelsen af Billy Bingham i 1980.

Med McIlroy som anfører ledte han Nordirland til sejr to gange i det hedengangne British Home Championships, der var en årlig turnering med deltagelse af England, Skotland, Wales og Nordirland.

Nordirland, der ellers er den mindst vindende af nationerne, vandt turneringen i 1980 efter 1-0 sejre over Wales og Skotland samt 1-1 mod England på Wembley.

Fire år senere vandt de igen til turneringens 100-års jubilæum og sidste afholdelse nogensinde. Denne gang endte alle fire hold med en sejr, en uafgjort og et nederlag.

Det var dog Nordirland, der endte med trofæet, da en 2-0 sejr over Skotland sikrede dem en bedre målscore. Norman Whiteside og Sammy McIlroy scorede målene i den kamp. To tidligere akademispillere i United.

Landsholdet kunne også have kvalificeret sig til EM samme år, for første gang nogensinde. De slog Vesttyskland både ude og hjemme, men en uafgjort mod Albanien og nederlag til Tyrkiet og Østrig gjorde, at de ikke kom med. Det lykkedes dem først at kvalificere sig 32 år senere.

Til gengæld kvalificerede de sig både til VM i 1982 og i 1986. Førstnævnte var deres første VM siden 1958, og de kom med på bekostning af Portugal og Sverige, som de slog 3-0 med McIlroy som målscorer.

Til slutrunden endte de endda som gruppevindere foran værterne fra Spanien og Jugoslavien, der havde kvalificeret sig foran Danmark. Frankrig var dog for stor en mundfuld i det andet gruppespil og tog pladsen i semifinalen.

Det gik ikke lige så godt i 1986, hvor de igen var i gruppe med Spanien. Her blev det kun til et point mod Algeriet, før nederlag til Spanien og Brasilien sendte dem hjem.

Sammy McIlroy spillede sin sidste landskamp i oktober samme år. I skrivende stund er der kun syv spillere, der har spillet flere nordirske landskampe end ham.

Artiklen er 54. del af serien “Jagten på nummer 258”

Serien indeholder også:

Nr. 85 – 

Nr. 82 – 

Nr. 81 – 

Nr. 80 – 

Nr. 79 – 

Nr. 78 – 

Nr. 77 – 

Nr. 76 – 

Nr. 74 – 

Nr. 73 – 

Nr. 72 – 

Nr. 71 – 

Nr. 70 – 

Nr. 69 – 

Nr. 66 – 

Nr. 65 – 

Nr. 64 – 

Nr. 62 – 

Nr. 58 – 

Nr. 54 – 

Nr. 53 – 

Nr. 49 – 

Nr. 48 – 

Nr. 47 – 

Nr. 45 – 

Nr. 42 – 

Nr. 41 – 

Nr. 40 – 

Nr. 39 – 

Nr. 38 – 

Nr. 36 – 

Nr. 35 – 

Nr. 33 – 

Nr. 29 – 

Nr. 28 – 

Nr. 27 – 

Nr. 26 – 

Nr. 25 – 

Nr. 24 – 

Nr. 22 – 

Nr. 20 – 

Nr. 18 – 

Nr. 17 – 

Nr. 16 – 

Nr. 11 – 

Nr. 9 – 

Nr. 8 – 

Nr. 7 – 

Nr. 5 – 

Nr. 4 – 

Nr. 3 – 

Nr. 2 – 

Nr. 1 –